4. oktober 2012 - Den gådefulde pest 

Reportage fra Vindue til Forskningen-arrangement 4. oktober 2012

Det var en ganske særlig fornemmelse at stå i den velholdte og overraskende store baggård til Fiolstræde 34 med æbletræer og krydderurtebede, og tænke på hvordan her har set ud efter det sidste store pestudbrud i København i sommeren 1711. På området blev der nemlig i al hast anlagt en kirkegård, fordi Vor Frue sogns eksisterende kirkegård simpelthen ikke kunne rumme de mange døde.

Begravelse af fattige
Lektor i historie fra SAXO-instituttet og KU-alumne Karl-Erik Frandsen fortalte med glimt i øjet at det spøger i den smukke gård, og han blev sekunderet af ejendommens formand, som fortalte at adskillige beboere faktisk havde set spøgelser. Hvad enten man tror på spøgelser eller ej, så er det et faktum at der stadig ligger masser af skeletter fra pestkirkegåden i Fiolstræde. De fattige blev begravet eller snarere kulet ned i lange render i både to og tre lag ovenpå hinanden. Det skulle gå stærkt, for alene i Frue Sogn døde omkring 2000 mennesker ud af en befolkning på ca. 5000 i sommeren 1711.

Første del af arrangementet foregik i Brandes-auditoriet på Frue Plads, hvor Karl-Erik Frandsen berettede om pestepidemiernes mønstre, og om de mange ubesvarede spørgsmål, der stadig knytter sig til de frygtede udbrud. Her kan i flæng nævnes: Var der tale om den samme bakterie (Yersinia Pestis) og dermed den samme sygdom? Hvor mange mutationer er der evt. tale om? Hvorfor overlever nogle mennesker og andre ikke? Hvorfor dør særligt mange børn i pestepidemien i 1654, mens der ved udbruddet i 1711 dør flest kvinder?

Studerende nægtede at transportere lig
Kirkebøgerne er de eneste kilder til dokumentation om dødelighed i forhold til forskellige befolkningsgrupper, men der viser sig en særlig modvilje mod at benævne sygdommen ved rette navn, i stedet bruges omskrivninger som ’hidsig feber’ og ’den nye syge’. I kirkebøgerne kan man også læse, hvordan pesten var en husstandssygdom, der ofte tog hele familier med i løbet af et ganske kort tidsrum. Karl-Erik Frandsen fortalte, at familierne ofte døde i streng isolation, der var et af de få, men også ganske effektive, våben man havde mod spredning af sygdommen.

De mange pestsyge blev fortrinsvist behandlet af barberer, som skar bylderne væk med deres skarpe knive, dog ikke med noget særligt overbevisende resultat. De uddannede læger holdt sig inde bag universitetets tykke mure, og rørte ikke ved syge mennesker. Heller ikke de universitetsstuderende ville have noget med de pestsyge at gøre – dog ud fra en helt anden begrundelse: de studerende havde normalt det privilegium at være ligbærere, men under pesten nægtede de at transportere lig af fattige pestdøde til Assistens Kirkegård uden for voldene, og mange flygtede fra byen. Det medførte en meget skarp irettesættelse fra rektor og en trussel om at miste privilegiet for evigt.

Efter Karl-Erik Frandsens oplæg blev der stillet mange spørgsmål fra salen, inden deltagerne i samlet flok begav sig ud i skumringstimen, for at besøge to pestkirkegårde – først i Fiolstræde 34 (Vor Frue Sogn), dernæst i Gothersgade 91 (Trinitatis Sogns pestkirkegård). Begge kirkegårde forblev i brug lige til 1760.

Litteratur
- Lone Leegaard: Pesten. Europa i katastrofens tegn. Jyllands-Postens Forlag. 2007.
- Karl-Erik Frandsen: The Last Plague in the Baltic Region. 1709-1713. Museum Tusculanum 2010.
- Ole J. Benedictow: What Disease was Plague? On the Controversy over the Microbiological Identity of Plague Epidemics of the Past. Brill 2010.

Praktiske oplysninger

Tid: d. 4. oktober 2012 - kl. 17:30 til 19:00
Sted: Brandes Auditoriet, Frue Plads 4, 1168 København K

Hent kalenderfil


Del med dine venner:



Karl-Erik Frandsen (f. 1940)
Karl-Erik Frandsen blev cand. mag. i historie og geografi i 1967. Samme år blev han ansat ved Historisk Institut (nu SAXO-instituttet), hvor han stadigvæk er ansat som lektor. Såvel i forskning som undervisning har han søgt at kombinere de to fag.

Tyngdepunktet i hans studier af den nord- og østeuropæiske pestepidemi 1709-13 ligger således i den geografiske spredning af sygdommen både regionalt og lokalt (herunder især København).

Læs mere om Karl-Erik Frandsen.