15. november 2012 - Sociologisk netværksmiddag 2012 

 

En Sociologisk og gastronomisk symfoni - Sociologisk Alumneforenings netværksmiddag 2012

For tredje gang siden Sociologisk Alumneforenings oprettelse mødtes omkring 20 studerende og færdiguddannede sociologer oppe på ”Lærergangen” ved Sociologisk Institut torsdag d. 15. november 2012 til det allerede traditionsrige årlige gæstebud, der kendes som Sociologisk Alumneforenings netværksmiddag.

For alles vedkommende var der tilsyneladende en god blanding af kendte og ukendte ansigter, og fordelingen mellem de studerende og de færdiguddannede var lige. De forventningsfulde deltagere blev allerede ved ankomsten trakteret med bobler og tapas i så rige mængder, at det var lige før man glemte, at man snart skulle spise igen. Deltagerne fik også lov at gnaske videre i ost, pølse, tapenade og oliven, mens de gruppevist skulle løse en lille opgave, som bestod i at finde små ting, man havde til fælles i gruppen, da det skulle indgå i en lille netværks-quiz. Senere skulle grupperne så gætte, om det nu også virkelig kunne passe, at alle i Gruppe 2 havde haft organisationssociologi, at ingen i Gruppe 4 kunne fransk, eller at hele Gruppe 3 havde været inde og se den nye Slavoj Zizek-film. Der blev alt i alt afsløret meget af såvel faglig som mindre faglig karakter, hvoraf det faktum, at hele Gruppe 5 havde haft en kanin som kæledyr, nok må siges at være det mest chokerende.

Da den egentlige middag blev serveret, glemte deltagerne straks, at de allerede havde fyldt deres små socialvidenskabelige buge ved det store tapasbord. Her blev de først mødt med en forret bestående af en suppe på bagte kartofler fra den jyske muld pureret med kyllingefond og derefter monteret med rygeost. Til hovedret trakterede de ph.d.-skrivende kokke selskabet med braiserede svinekæber med rodfrugter, nysyltede rødbeder, confitterede svampe og løg, samt sprøde efterårsblade lavet på friterede kartoffelskind. Det var tunge sager, men selskabet kastede sig alligevel heltemodigt over desserten, som bestod af hvid chokolademousse med lakridssne og grapefrugtreduktion. Tidligt i forløbet begyndte den tilstedeværende fødevaresociolog nervøst at tælle kalorier i det samlede måltid, men måtte opgive efterhånden som tallet nådesløst voksede, og også han måtte give sig hen til det forrygende traktement.

Også i år havde hver af retterne et alter ego i form af en kendt sociolog. Det skal ikke afsløres her, hvem der var hvilken ret, men det fortjener dog at blive nævnt, at vor egen Allan Madsens navn kom til at rangere på linje med navne som C. Wright Mills og Michel Foucault. Både samtalen og vinen var så rigelig og behagelig, at arrangørerne havde deres hyr med at få deltagerne ud af vagten, før alarmsystemet slog til, men også dette formåede de at få til at glide uden håndgemæng. Omkring halvdelen af selskabet nægtede dog så hårdnakket at give slip på hinanden, at de uden tanke på morgendagens væmmeligt tidlige mødetidspunkter drog videre på et nært beliggende værtshus, hvor vin og snak om arbejde og studier blev afløst af fadøl iblandet mere nørdet sociologisk, og tilmed en smule naturvidenskabelig(!), teori.

Det må siges at være en på alle måder vellykket aften. Hvad end folk var der for at høre om mulighederne på den anden side af specialet, for at give sine erfaringer videre til den næste generation nyudklækkede sociologer, for at møde gamle venner, eller om de var der for en blanding af det hele, var der valuta for pengene. Pladserne til netværksmiddagen blev som de andre år fyldt op efter først-til-mølle-princippet, og mon ikke, det er med at være tidligt ude, hvis man skal nå at komme med til næste år?

Se billeder fra arrangementet her

Praktiske oplysninger

Tid: d. 15. november 2012 - kl. 18:30 til 21:00
Sted: Sociologisk Institut, CSS, Øster Farimagsgade 5, bygning 16. 2. sal.

Hent kalenderfil


Del med dine venner: